Del

AddThis Social Bookmark Button

DF årsmøde - afslutningsbemærkninger

Til årsmødets faglige indhold skal jeg for det første fremhæve, hvor stor vægt bestyrelsen lægger på, at DFs fora kan bidrage til den generelle ide- og erfaringsudveksling i FFU-bibliotekssystemet, mestendels gennem konferencer o.l., men også gennem særlige rapporter som den NEFUS præsenterede i går. Det fremgik klart af rapporten, at forskningsbibliotekerne i disse år lægger vægt på at udvikle den særlige betjening af forskerne, og dette indtryk blev også bekræftet igennem de efterfølgende gruppediskussioner - for korte, som altid, men hellere for korte end for lange ...

E-bogsbarometret fra Forum for e-ressourcer er blevet et værdifuldt redskab til at følge udviklingen på dette område. Det er interessant, at det foregående års voldsomme stigning på området nu er afløst af mere moderate stigninger, som viser, at situationen eller markedet - som nogle ville sige - er ved at modnes.

Line Laursens foredrag om MOOCs viste, at denne universitetsaktivitet er interessant - også i relation til bibliotekerne, som gerne vil placere sig i en servicerelation dertil, men det er til gengæld ikke helt let på grund af licensforholdene.

Jeg skal ikke kommentere min egen formandsberetning, men blot berigtige en enkelt misforståelse. (ill) Primo Central er ikke KBs katalogsystem, men et discovery-system til digitale artikler, både licensbaserede og Open Access, som er ens for alle biblioteker, der har systemet. Når jeg viste tallene, var det ikke for at I kunne se hvor godt det går på KB, men for at vise at de nye discovery-systemer måske kan udvikle sig til reelle supplementer eller alternativer til Google, og det er jo ret vigtigt for os alle sammen.

I Trines foredrag om synlighed var der en dobbelt hovedpointe: vi skal dels have et tæt forhold til vore brugere ("så tæt at de vil få tatoveret jeres logo på deres krop"), MEN vi skal også føre dem hen, hvor de ikke vidste de ville hen - det var budskabet med de "hurtigere heste" i Ford-eksemplet. Denne delpointe kender vore biblioteker udmærket, for det var bestemt ikke brugerene, der førte an i udviklingen af service baseret på e-tidsskrifter, det var bibliotekerne, som dermed foregreb udviklingen.

I Trines foredrag kunne jeg også særligt godt lide pointen: Partnerskab skaber synlighed. Denne sammenstilling af de to begreber er tankevækkende.

Fra formiddagen idag vil jeg gerne fremhæve Børge Obels  tilsagn om, at DEFF vil arbejde med færre men større udviklingsprojekter med mere kritisk masse, OG et stærkt licenskontor.

Seminaret om det videnskabelige publiceringssystem var een lang bekræftelse af, at dette er i opbrud. To foredragsholdere var skeptiske med hensyn til forlagenes rolle, men vor mand fra de Gruyter viste, at de i høj grad er "live and kicking". Og Open Access-bølgen ruller frem

Fra Generalforsamlingen vil bestyrelsen gerne kvittere for almindelig venlighed og konstruktivitet. Vi takker også for opbakningen til navneskiftet og fremlægger forslag til behandling i forbindelse med Vinterinternatet - tak for ideen, Lis.

Og bestyrelsen skal til gengæld nok lade være med at melde os ud af IFLA.

Der er også en social side af konferencer. Fra denne skal jeg fremhæve to ting:

For det første at vi i år har været i Legoland. Det er jo ret anderledes end Nyborg Strand og den slags steder, men det har faktisk været gevaldigt hyggeligt, og afslappende.

For det andet har vi i år været nærværende på Twitter, på en stærkere måde end tidligere. Vi har haft vores eget Twitter-hashmark, og i løbet af konferencen er der kommet ialt ca. 37 tweets med dette hashmark, sendt af en gruppe på ca. 10 medlemmer af forsamlingen. Jeg har kigget på karakteren af disse tweets: 8 var hygge/netværksbemærkninger; 20  havde karakter af resonans, f.eks. ved at gengive en pointe fra et foredrag; 6 var kommentarer med en holdning fra twitteren, og 3 angik ideer affødt af foredraget.

Twitter-aktiviteten bliver således en løbende subtekst og en fælles refleksion over konferencens indhold. Resonanseffekten strækker sig videre end til selve konferencedeltagerne. Et enkelt tweet fra Knut Bøckman, på engelsk, vedrørende placering af persondata i udlandet blev re-tweetet af en af hans internationale "følgere" til 835 andre twittere i udlandet. Ganske tankevækkende.

Og med disse ord: en hjertelig tak fra bestyrelsen til alle foredragsholderne, der har medvirket til at give substans og dybde til dette årsmøde. Og til alle de dejlige deltagere.

 

Michael Cotta-Schønberg