Del

AddThis Social Bookmark Button

Pressemeddelelse fra Danmarks Biblioteksforening om e-bogens fremtid

I går d. 15. oktober udsendte Danmarks Biblioteksforening en pressemeddelelse med overskriften "Usikker fremtid for E-bogen i Danmark".

Pressemeddelelsens indhold gengives herunder:

Det er med stor beklagelse, at Danmarks Biblioteksforening erfarer, at forhandlingerne mellem Forlæggerforeningen og eReolen er gået i hårdknude.

”Der er desværre ingen vindere i sagen, men kun tabere, nemlig borgerne, selvom vi i Danmarks Biblioteksforening mener, at e-bogen burde være en vindersag for alle!” siger formand for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen og fortsætter:
 
”Kulturpolitisk har der i Danmarks altid været fokus på, at borgerne skal have adgang til bøger fordi det udvikler videnssamfundet og er et grundlag for demokratiet. Det ændrer sig ikke ved at bøgerne digitaliseres. Det kulturpolitiske mål er der stadig, og jeg er sikker på, at kulturministeren også har det fokus, når han f.eks. indbyder os til at se på fremtidige biblioteksafgifter og måder at støtte kunstnerne på.”

Erfaringer fra udlandet har i flere år entydigt vist en stadig voksende efterspørgsel efter e-bøger. F.eks. har salget af e-bøger i USA nu overhalet salget af fysiske bøger. Desværre har forlagene i Danmark ikke rykket med helt den samme fart som den generelle udvikling på det digitale område, og derfor har bibliotekerne i Danmark presset på, og med eReolen bevist, at efterspørgslen efter digitale bøger også er kraftigt stigende i Danmark.

Bibliotekernes eReol har været en gevinst for både borgerne og forlagene, der har fået påvist et stort potentielt marked, ved at samarbejde med bibliotekerne om at stille produkterne – e-bøgerne – til rådighed for borgerne. Det samarbejde vil vi i bibliotekerne gerne udvikle i fællesskab.

At forhandlingerne om en fortsat aftale mellem Forlæggerforeningen og eReolen nu er brudt sammen skyldes grundlæggende, at det ikke har været muligt at finde en betalingsmodel, som alle kan få noget ud af. Bibliotekerne vil fortsat gerne betale for de e-bøger som borgerne låner gennem eReolen, som det er tilfældet i dag, hvor de i gennemsnit betaler ca. 15 kr. hver gang en borger låner en e-bog.

Bibliotekerne og eReolen er naturligvis helt på det rene med, at forfatterne fortsat skal have betaling for deres arbejde – sådan som de altid har fået, når bibliotekerne har lånt forfatternes værker ud, og som det også er tilfældet ved lån på eReolen. 

”Med eReolen er der jo samtidig en helt enestående chance for at fange nye læsere, som f.eks. de digitalt indfødte, og dermed brede læsningen ud til en endnu større gruppe end i dag, ligesom der også er en oplagt mulighed for at få pustet liv i forlagenes voksende bagkatalog af litteratur, som vil kunne få et helt nyt liv i e-bogens verden” mener formand Vagn Ytte Larsen.

Danmarks Biblioteksforening mener, at bibliotekernes pionerindsats på e-bogsområdet har været afgørende for borgernes kendskab til og stadig mere naturlige omgang med e-bøger, og at denne indsats vil gøre det lettere for forlagene fremover at sælge e-bogen, både kommercielt og som begreb. Men det kræver, at den opnåede positive synergi mellem et innovativt forlagsmarked og eReolen i en velfungerende udgave fortsat udvikles. 

Danmarks Biblioteksforening opfordrer derfor parterne til at sætte sig tilbage til forhandlingsbordet, og finde en løsning, som viser, at litteraturen også har en digital fremtid i Danmark."

For yderligere oplysninger kontakt Danmarks Biblioteksforening
Direktør Michel Steen-Hansen, 4030 5230
Formand Vagn Ytte Larsen, tlf. 2178 9383