Del

AddThis Social Bookmark Button

Ny organisation i Kulturministeriet og dermed nye rammer for DEFF

Pr. 1. januar 2012 sker der nogle strukturelle og organisatoriske ændringer i hele Kulturministeriet. Dette får indflydelse på Styrelsen for Bibliotek og Medier og derved også på DEFF. Dette sker bl.a. for bedre at kunne udnytte faglige synergier og skabe større gennemslagskraft til andre politikområder.

Styrelsen for Bibliotek og Medier bliver således lagt sammen med ministeriets andre to styrelser, Kunst- og Kulturarvsstyrelsen, til én styrelse, Kulturstyrelsen. Kulturstyrelsen etableres med en direktion bestående af tre personer, hvoraf Bibliotek og Mediers direktør og medlem af DEFFs styregruppe, Jens Thorhauge, vil indgå som én af disse.

Kulturstyrelsen bliver organisatorisk delt op i fem fagcentre: Kunststøtte, Kulturinstitutioner, Kulturarv og Arkitektur, Bibliotek og Medier samt Digitalisering og IT. Særligt de to sidstnævnte er relevante i forhold til bibliotekssektoren. Centret for Bibliotek og Medier vil bl.a. rumme betjeningen af folkebibliotekerne og Danskernes Digitale Bibliotek, mens DEFF er placeret i Centret for Digitalisering og IT sammen med bl.a. WAYF.

Ledelsen af Centret for Digitalisering og IT vil blive varetaget af Bo Öhrstrøm og en anden person, hvorved Öhrstrøm fortsat vil forestå den daglige overordnede ledelse af DEFF. Sekretariatschef René Olesen er ved omorganiseringen overgået til Centret for Bibliotek og Medier sammen med DEFF konsulent & Nordbib programme manager Mikkel Christoffersen. Begge har i en del af deres arbejdstid arbejdet med DEFF opgaver, og disse opgaver vil stadig blive varetaget i DEFF.

De to centre, der beskæftiger sig med biblioteker, vil fortsat have et tæt samarbejde ligesom i den nuværende Styrelse for Bibliotek og Medier.